Velkommen til Leverforeningen

Vi vil leve livet

Skal man give sine organer væk

af Jan Lindhardt

Kirken står for mange ting. En af dem er at fortælle os, hvad der er god moral. Det er ganske vist noget, man fra kirkeligt hold ikke er gået så meget op i de senere år, men det har traditionelt altid hørt til kirkens vigtigste opgave i det danske folk. Er det f.eks. en god kristen og menneskelig gerning at give sit hjerte, sine nyrer, sin lever eller sine lunger væk, hvis man er hjernedød og derfor på vej ud af livet? Lige siden diskussionen om hjernedødskriteriet tog fart for år tilbage, har det været et spørgsmål som dukker op i den offentlige debat.

Nu er problemet blevet aktuelt igen. Vi fik nemlig en lov, der sagde at man skulle sige ja, hvis man ville at ens organer skulle genbruges. Hvis man ingenting sagde, så var det det samme som at svare nej. Resultatet er at der meget hurtigt blev ganske få organer, for det har kun været ganske få, som overhovedet har svaret. Måske fem procent af befolkningen og de fleste endda i en alder, hvor det ikke bliver aktuelt at give organer fordi de er for gamle og slidte. Det betyder så, at folk dør i hundredvis, fordi vi er holdt op med at give organer.

Etisk råd gik forrest i at advare mod organdonation og et stort mindretal i rådet ville endda slet ikke have haft noget hjernedødskriterium, og så ville det have været helt umuligt at transplantere organer, bortset fra nyrer.

Udover etisk råd har en række enkeltpersoner udtalt sig og de fleste er vel skeptiske overfor at flytte med organerne. I den senere tid er der dog sket en opblødning af de skarpe standpunkter og etisk råd udgav i forbindelse med sit 10 års jubilæum i 1998 en bog, hvor synspunkterne var mere nuancerede.

For mit eget vedkommende kan jeg sige, at når man har været sammen med folk, der glæder sig over livet fordi de har fået et nyt hjerte eller mennesker, der har fået deres liv forvandlet – fra smerter i en rullestol til at kunne passe et almindeligt job – ved at få en ny nyre, så er tiden måske inde til at tænke anderledes.

Eller rettere at tænke gammeldags, tænke som kirken altid har gjort. Der er noget der hedder næstekærlighed og det betyder kærlighed til og omsorg for næsten. Det er noget, der er svært at virkeliggøre fuldt ud, for så måtte vi lægge hele vor tilværelse om. Men lidt kunne man måske nok gøre det. Vi gør det privat og vi gør det også samfundsmæssigt, selvom det ikke er noget at prale af. Men vi betaler dog skat og en del af pengene går til at hjælpe folk, der er fattige eller syge. Vi har til dette et socialvæsen og et sundhedsvæsen (som egentlig burde hedde et sygdomsvæsen, men ofte bryder vi os jo ikke om at kalde tingene ved rette navn). Vi har kort sagt pligter overfor hinanden, både samfundsmæssigt og i det private. Det er ikke nogen helt frivillig sag om vi vil tage os af hinanden.

Men i vore dage tænker vi måske mere på rettigheder. Vi har ret til et godt og lykkeligt liv (det siger i hvert fald lægen Søren Ventegodt), vi har ret til at kræve af samfundet at det uddanner os, føder os og i det hele taget sørger for os. Vi har også ret til selv at bestemme, om vi vil det ene eller det andet. Vi har ret til at styre vort eget liv.

Har vi nu også det? Også hvis det går ud over andre? Ja i spørgsmålet om at give organer væk til andre mener mange det. Tidligere og nuværende medlemmer af etisk råd mener i fuldt alvor at man ikke må tænke på dem, der skal tage imod organerne, når man overvejer om man selv vil være donor. Det skal man kun afgøre med sig selv: har jeg lyst til det? Det har man ret til. Ikke et ord om at man også har pligt til at hjælpe næsten.

Vi betaler alle (næsten alle ) skat, for det har vi pligt til. Det ville være en kønt, hvis vi selv kunne bestemme om vi ville betale skat. Hvis vi ikke gjorde det og sagde at “det har jeg da ret til!” – så ville samfundet hurtigt falde fra hinanden. Ja, men hvor meget mere da ikke have pligt til at give sine organer væk. Dem man ikke kan bruge fordi man næste dag alligevel ligger i en kiste. Pengene som jeg betaler i skat, kunne jeg udmærket bruge selv. Men mine organer? Ligklæder har som bekendt ingen lommer.

Der føres i øjeblikket en kampagne for at få flere folk til at donere deres organer og der er også planer fremme om at få omstødt de pårørendes ret til at omstøde et donortestamente. At det sidste har været muligt, er anstødeligt for almindelig retsbevidsthed. Jeg spurgte engang den daværende formand for etisk råd, professor dr. jur Linda Nielsen om, hvorfor det dog kunne lade sig gøre. Hendes svar var at her stod vi jo overfor vigtigere værdier end blot penge, som de fleste andre testamenter drejer sig om. Det vil jeg give hende ret i, men netop derfor bør man da ikke kunne tilsidesætte testators vilje.

Vi skal passe på at vi ikke kaster den kristne tanke om næstekærligheden overbord. Vi gør ganske vist ikke meget for at virkeliggøre den. Men lidt har også ret. Og pligter overfor hinanden må man have, hvis vi skal have et menneskeligt samfund at leve i. Så kan vi ikke nøjes med at pukke på vore rettigheder, men må også have pligterne med. Det burde kirken sige noget højere.

Biskop Jan Lindhardt

Leverforeningens hjemmeside © 2014 Frontier Theme


Leverforeningen, Åløkkehaven 30, 5000 Odense C,

Tlf.: 2126 8250, E-mail formand@leverforeningen.dk