Levertransplantation og solen

Solen og hudkræft hos organtransplanterede

Man har en øget risiko for at få hudkræft, hvis man er organtransplanteret. Udenlandske undersøgelser tyder på, at op til 40 procent af alle organtransplanterede over en 20 års periode får hudkræft.

 

Kilder: cancer.dk og Urs Broby Johansen, speciallæge i hudsygdomme
 
Der findes to typer almindelig hudkræft: 1. Basalcellekræft og 2. Pladecellekræft. Basalcellekræft spreder sig næsten aldrig. Pladecellekræft kan i få tilfælde sprede sig til nærliggende lymfeknuder.
Modermærkekræft (malignt melanom) er også kræft i huden, men en helt anden og farligere sygdom end almindelig hudkræft.

 

Øget risiko viser sig forskelligt
Hudkræft er hos organtransplanterede typisk mere aggressiv og med en større tendens til spredning og tilbagefald sammenlignet med resten af befolkningen. Hudkræft ses ofte 20-30 år tidligere hos organtransplanterede patienter end i befolkningen som helhed. Jo ældre man er på transplantationstidspunktet, jo tidligere efter transplantationen har man øget risiko for at få hudkræft.
Basalcellekræft er den type hudkræft, der er mest udbredt i befolkningen som helhed. Hos organtransplanterede er det hudkræft af typen pladecellekræft, som forekommer hyppigst.
• Pladecellekræft forekommer mellem 65-250 gange hyppigere hos organtransplanterede i forhold til befolkningen som helhed.
• Basalcellekræft forekommer 10 gange hyppigere hos organtransplanterede sammenlignet med den øvrige befolkning.

 

Immunhæmmende medicin øger risiko for hudkræft
På grund af den immunhæmmende medicin er immunsystemet ikke i stand til at udbedre skader i huden fremkaldt af sollys og visse virusinfektioner, og dette medfører en øget risiko for hudkræft. Risikoen for hudkræft er større, jo længere tid man er i behandling med immunhæmmende medicin.

 

Sådan kan du forebygge hudkræft
Du kan forebygge hudkræft ved at undgå solens stråler, ved selvkontrol af huden og ved at gå til kontrol hos en hudlæge.
Uv-stråling fra sol og solarier er den væsentligste årsag til hudkræft, uanset om man er organtransplanteret eller ej. Forebyggelse af hudkræft går derfor ud på at undgå disse to kilder. Og det er aldrig for sent at beskytte sig mod solskader.

 

Sådan beskytter du dig mod solen
• Undgå solen midt på dagen mellem kl. 12 og 15.
• Skygge, tøj og hat giver den bedste beskyttelse. Brug helst tætvævet tøj, langærmet skjorte/trøje og lange bukser, solbriller og bredskygget (> 10cm) hat. Køb UV-beskyttet tøj/hat.
• Brug solcreme, hvor anden beskyttelse mod solen ikke er mulig – især hals, nakke, hoved og hænder.
• Solcremen skal have både UVA- og UVB-blokker og helst mindst faktor 30. Man skal bruge solcreme, fordi det er sandsynligt, at den beskytter mod basalcellekræft og pladecellekræft.
• Beskyt børn mod solens stråler. Halvdelen af den sol man får livet igennem, får man i barndommen.
• Undgå solarier og højfjeldssol – helt.
• Kontrollér din hud – tidlig diagnose er afgørende. Få eventuelt assistance fra en pårørende, der bedre kan se bag på din krop.
Næsten alle former for hudkræft kan nemlig helbredes ved tidlig diagnose. Tidlige tegn på hudkræft er ofte nye, røde pletter eller ændring af eksisterende pletter, skællende områder som vokser, hudblødninger, små sår, som ikke vil hele og uregelmæssige brune eller sorte pigmentpletter.

 

Dermatologisk Selskabs anbefalinger
Dansk Dermatologisk Selskab (medicinske speciale i hudsygdomme) anbefaler også i deres retningslinier, at organtransplanterede personer går til kontrol.
Tal derfor med din leverlæge eller praksislæge om at komme til kontrol hos en hudspecialist. Frekvensen af kontrolbesøgene aftales individuelt med din hudspecialist/hudlæge.

 

Vil du læse mere om anbefalingerne fra Dansk Dermatologisk Selskab – klik her
Leverforeningens hjemmeside © 2014 Frontier Theme


Leverforeningen, Åløkkehaven 30, 5000 Odense C,

Tlf.: 2126 8250, E-mail formand@leverforeningen.dk